Om mig

Jeg er uddannet som dyrlæge (cand.med.vet) i 2009 fra Københavns Universitet, LIFE. Som afslutning på studiet skrev jeg speciale inden for hestens parasitologi – mere specifikt hvordan forskellige opbevaringsforhold influerer på antallet af æg i gødningen. Undervejs i studiet samt efterfølgende har jeg modtaget efteruddannelse inden for akupunktur og osteopati (funktionel indirekte teknik) på dyr.

Efter endt studie blev jeg ansat i et barselsvikariat hos Skjern Å Dyrlæge, hvor jeg primært fik lov til at beskæftige mig med heste, men også en del kvæg og smådyr. Efter barselsvikariatet ansøgte jeg om og blev jeg tildelt et ordinært ph.d.-stipendium på KU LIFE (senere KU SUND), hvor jeg undersøgte muligheden for at forbedre diagnostikken af hestens blodorm. Undervejs i ph.d.-forløbet tog jeg et kursus i forsøgsdyrsvidenskab, hvilket har givet mig et certifikat, der muliggør, at jeg kan ansøge om forsøgsdyrstilladelser. I efteråret 2013 var jeg på den baggrund involveret i et projekt med Rikke Schultz, hvor vi undersøgte muligheden for at stille diagnosen ‘statisk roterede halshvirvler, som årsag til nedsat bevægelighed’ på hest, samt hvor godt røntgenbilleder korrelerer med de kliniske fund.

I efteråret 2013 blev jeg ansat i et korttidsvikariat hos Distriktsveterinärerna i Sverige, som er en statslig dyrlægeservice, der skal sikre, at der er dyrlægedækning i hele Sverige. I efteråret 2013 begyndte jeg også på uddannelsen inden for veterinær kiropraktik, som bliver afsluttet i foråret 2014. Her har jeg primært lagt mit fokus på kiropraktik til heste og til hunde.

I april 2014 stiftede jeg UllaVet, hvor jeg udfører kiropraktik, osteopati, akupunktur og rehabilitering på heste og hunde.

Interesse: Jeg har længe interesseret mig for holistisk og alternativ behandling af lidelser hos mennesker og dyr.

Forskning: Forbedret diagnostik af hestens blodorm. Diagnostik af statisk roterede halshvirvler hos heste. Her i 2014 er jeg blevet ansat af et firma, der ønsker at undersøge nogle af deres egne, forskellige tilskudsfoderblandinger til hhv. drægtige/lakterende hopper og ungheste, der skal i træning. Det bliver superspændende at være med i!